All alone… 

Selvom jeg vil betegne mig selv som en ret selvstændig og handlekraftig kvinde, der ikke er bange for at klare tingene selv, så kan man sgu godt nogle gang føle sig som Palle alene i verden noglegange…

Stakkels lille Betsy...

Stakkels lille Betsy…

Især når man har en af de der dage!!! Vi kender dem alle sammen. Bare en god gammeldags lortedag, hvor man… seriøst bare skulle være blevet i sengen!!!

Jeg prøver dog som altid at være positiv, så selvom jeg havde sovet elendigt og vågnede op til en række virkelig dumme emails, og egentlig bare havde mest lyst til at rulle gardinerne ned og gemme mig længt væk, så tænkte jeg: “ej, stram op Julie, du skal bare lige tage til boksning og så bliver alt godt – op med dig!!!”.

Jeg kommer lidt sent ud af døren – noget der ligner mig SÅ dårligt – og da jeg kommer på hovedvejen står trafikken seriøst stille pga. vejarbejde og andet sjov, og der er ingen andre veje eller mulighed for at vende om – ergo: jeg er stuck.

Minutterne snøvler sig afsted, og min boksetime begynder….og jeg er stadig stuck på PCH. Damn!!! Endelig kommer jeg dog fri – efter ca 1/2 time – og ankommer til boksning. Det gik sådan set fint da jeg først var igang, og humøret er derfor allerede meget bedre da jeg kører derfra…

Jeg vil så lige stoppe på vejen hjem og købe lidt ind, så jeg kan få en god start på ugen osv., men da jeg kommer tilbage på parkeringspladsen vil min bil så ikke starte. Nooooo!!!

Jeg prøver og prøver, men INTET. Den er helt død. Fuck – tænker jeg, jeg har et vigtigt møde senere og 1000 ting jeg skal den dag, da det lige har været lang weekend herovre….pis.

Jeg står helt alene på parkeringspladsen og ved sgu ikke lige hvad jeg skal gøre, men jeg får så fat i en sød mexikansk mand fra bilvasken, der “jumpstarter” min bil og jeg ringer straks til mit værksted, der beder mig komme direkte derhen, så de kan skifte batteriet (hvilket ikke er så slemt) men stadig irritende penge.

Da jeg så kommer derhen mener de så ikke at det er batteriet alligevel, men derimod starteren, der så skal bestilles hjem og som så også lige koster 8 gange mere!!! Nej, nej, nej – det kan jeg slet ikke overskue. Men hvad skal jeg gøre?!!!…min bil kan ligesom ikke køre, så jeg har ikke noget valg.

Jeg får dem overtalt til at de køre mig hjem – jeg bor et godt stykke derfra – og så må de lave den asap og så må vi tage den derfra.

Da jeg kommer hjem, skal jeg igang med at slukke ildebrænde, da klokken allerede er en milliard, og få fat i min agent osv, så vi kan rykke møder og deadlines….alle er sure og det hele er noget rod. Virkelig, virkelig en lortedag!

Heldigvis er min gode ven Sean i byen – han bor til dagligt i Singapore – og han ringer og spørger om vi skal spise middag. Jeg kan næsten ikke overskue det, men jeg ser ham så sjældent og beslutter mig for at jeg nu må rette ryggen og selv gøre noget for at ændre dagen.

Og heldigvis for det…for vi mødes og har den hyggeligste middag, og jeg GÅR derfra med hovedet højt og i strålende humør – og det er sgu rart at kunne slutte en så dum dag sådan.

For at det ikke skal være løgn ringer min mekanikker så tidligt næste morgen og siger at han har kigget på bilen igen, og at det kun er batteriet – så han har fixet det og giver mig en virkelig god pris, så jeg får min lille dejlige bil igen og alt er godt…

 

Tro på det...

Tro på det…

 

Hahaha – der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget – man kan ikke altid lige se det mens man er i det, men det passer som regel.

Husk det… jeg tror fx jeg havde brug for en timeout, og det fik jeg – om end påtvunget – og blev mindet om at se det gode i tingene og være taknemmelig for det jeg har – og tro på at tingene løser sig – det gør de nemlig ALTID!

God dag derude…

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Pin on PinterestEmail this to someone

Leave a Reply